Gæsteblogger i morgen Længsel

Videnskabsteori betragtet som en serie af analoge universer

Tags: Anmeldelse Kvalitet Niels Dalgaard Novelle Science fiction Ted Chiang

Forfatter: Niels Dalgaard

Ted Chiang er en ret speciel science fiction-forfatter. Han udgiver forholdsvis få tekster, og skriver stort set udelukkende i korte og mellemlange formater. Han debuterede i 1990, men holdt pause efter ganske få historier fra 1991 og til han gik i gang igen i 1998. Så godt som hele hans produktion frem til 2002 kunne rummes i det ikke overvældende tykke bind Stories of Your Life and Others, der kom som paperback i 2005 og blev anmeldt i Proxima nr. 82 samme år. Siden er det blevet til yderligere en håndfuld historier.
    Jeg skrev dengang at Chiang som klichéen lyder, var værd at holde øje med. Det er han stadigvæk. I sine mest markante historier undersøger han filosofiske, mytologiske og videnskabsteoretiske idéer, ofte på en måde så fortællingerne virker forfriskende anderledes. En del af effekten opnår han ved at beskrive sit fortalte univers med en høj grad af detailrealisme, hvilket gør at læseren føler sig meget tæt på problemerne og ofte bliver ganske effektivt involveret i ellers ret abstrakte problemstillinger. Til gengæld sker der ikke sjældent det, at fortællingen fuser ud i slutninger der ikke rigtig lever op til det foregående og at man derfor af og til står med en fornemmelse af at de stopper snarere end slutter.
    Det er imidlertid ikke problemet i en af hans seneste historier, ”Exhalation”, der forekommer mig at være et glimrende eksempel på science fiction, der diskuterer naturvidenskab og videnskabsteori gennem opstilling af verdensmodeller, der på forskellig vis er analoge med vores virkelighed – men som samtidig på fortællingens overflade er meget anderledes.
    ”Exhalation” blev oprindeligt udgivet i originalantologien Eclipse 2, ed. Jonathan Strahan, men jeg har læst genoptrykket i Dave Hartwell & Kathryn Cramers Year’s Best SF 14. Historien har foreløbig vundet The BSFA Award (uddelt efter afstemning blandt medlemmerne af The British Science Fiction Association), Locus Award (uddelt efter afstemning blandt tidsskriftet Locus’ læsere) og en Hugo (uddeles efter afstemning blandt deltagerne i årets Worldcon), men var ikke med ved Nebula-afstemningen (Nebulaen uddeles efter afstemning blandt medlemmerne af den amerikanske sf-forfatterforening SFWA, men reglerne for hvornår en historie kan nomineres er indviklede og skifter konstant; det er ikke utænkeligt at den bliver nomineret næste år).
    I manchetten til historien citeres Chiang for følgende:

To the extent that a work of SF reflects science, it’s hard SF. And reflecting science doesn’t necessarily mean consistency with a certain set of facts; more essentially, it means consistency with a certain strategy for understanding the universe. Science seeks a type of explanation different from those sought by art or religion, an explanation where objective measurement takes precedence over subjective experience. (167)

Videnskaben er altså først og fremmest en metode eller en måde at vide ting på, snarere end de specifikke ting der vides. Det ligger i tråd med mange af Chiangs noveller, fx debutnovellen (eller rettere kortromanen) ”Tower of Babylon”, der foregår i et univers, hvor de gamle babylonieres verdensbillede er konkrete facts – og hvor Babelstårnet er et videnskabeligt projekt til udforskning af dette univers, i en vis forstand analogt med det projekt, rumforskningen udgør i vores virkelighed.
    Ved at benytte sig af forskellige analoge modeller, bliver forfatteren til en vis grad frigjort fra kravet for at redegøre for forbindelsen mellem det fortalte univers og læserens samtidige virkelighed. Analogier er systemer af oplevede ligheder, og det er systemet som helhed, der fungerer ved sammenligningen med den kendte verden. Denne frigørelse er imidlertid kun til en vis grad, fordi man som science fiction-læser – bevidst eller ubevidst – leder efter forbindelsen mellem fiktionen og (aspekter af) virkeligheden. Man vil gerne have en ”tråd tilbage” til samtiden, hvilket fx er en af grundene til at historier der foregår meget langt ude i fremtiden kan virke underligt uvedkommende. Når en forfatter ignorerer denne trang, som Chiang ganske ofte gør det, skaber det – i al fald hos læsere som undertegnede – en halvt bevidst irritation, fordi man under læsningen hele tiden leder efter spor til etableringen af denne forbindelse. Den kom ikke i ”Tower of Babylon”, hvilket svækkede historien (i al fald på ét plan), og den kommer heller ikke i ”Exhalation”, hvor fraværet imidlertid virker knap så irriterende; måske fordi analogien til aktuelle videnskabsteoretiske problemstillinger fungerer stærkere her, hvor der ikke er lag af gammel mytologi til at forstyrre.
    ”Exhalation” foregår i et meget begrænset univers, nemlig noget der virker som indersiden af en (stor) kugle. Der må formodes at være noget udenfor denne kugle, men det ligger udenfor beboernes praktiske muligheder at komme gennem. De har imidlertid også travlt med andre ting. Fortælleren er videnskabsmand og beretter om sin forskning og de diskussioner han har med sine kolleger. Til at begynde med forekommer det besynderligt, at alle personer skifter deres lunger ud et par gange i døgnet, når de er tomme for luft, men det bliver ret hurtigt klart, at der er tale om en slags intelligente robotter.
    En del af historiens kvalitet ligger i den næsten gennemførte fortælleteknik: Eftersom fortælleren selv befinder sig i det fortalte univers, og der ikke foreligger noget eksplicit om at han henvender sig til læsere udenfor dette univers, føler han kun begrænset behov for at forklare ting der for ham og hans fæller må være selvindlysende, og læseren må derfor selv stykke universet sammen – en velkendt glæde ved at læse en vis type science fiction. Som kritisk læser støder man imidlertid på brugen af velkendte termer for kemiske stoffer, i et univers der ellers adskiller sig ganske meget fra læserens. Dermed mener jeg ikke at det fortalte univers kun kan beskrives i et selvopfundet sprog (forsøg i den retning resulterer som regel i anstrengende læseoplevelser), men det forekommer alligevel pudsigt i første linje at se formuleringen ”air (which others call argon)” (168). Hvilke andre? Hvilket periodisk system indpasser disse mystiske videnskabsfolk argon, krom (som væggen for enden af deres univers er lavet af), guld og kobber i? Man kan ganske vist hævde at grundstofferne må være de samme overalt, men når nu det fortalte univers er så eksplicit adskilt fra vores, er fraværet af en større sammenhæng ganske påfaldende.
    Den falder derimod fint i tråd med at robotterne ikke har nogen videre hukommelse, endsige akkumuleret historisk viden. Dermed illustrerer de diskontinuiteten mellem det fortalte univers og forfatterens/læserens gennem en anden diskontinuitet, nemlig deres egen mangel på historisk indsigt eller viden om deres univers’ oprindelse. Det er sådan set analogt med vores egen situation, eftersom vi endnu ikke ved hvad der skete de allerførste brøkdele af sekunder efter the big bang, men samtidig er det også en understregning af at fiktionen foregår i et lukket rum, i flere af dette ords betydninger.
    Fortælleren er som udgangspunkt ikke specielt interesseret i kosmologiske problemstillinger; han arbejder først og fremmest med anatomi. Dette studie kompliceres af at robotterne meget sjældent dør – hvis en af dem fx glemmer at hente nye lunger og derfor dør, kan han straks kaldes tilbage til livet ved at få friske fyldte lunger installeret. Der er kun ét problem: I en sådan situation har den genvakte mistet erindringen og dermed sin identitet. Det fører til adskillige konkurrerende teorier om erindring, der meget vel kan have paralleller i nyere kognitionsforskning, men som først og fremmest får science fiction-læsere med en vis erfaring til at tænke på Philip K. Dicks novelle ”The Electric Ant” (1969 – på dansk som ”Den elektriske myre” i Jannick Storms antologi af samme navn, Borgen 1972).
    Dicks hovedperson tror han er et almindeligt menneske, men opdager en dag en lille luge i sin krop, bag hvilken der skjuler sig et bånd der styrer hele hans virkelighedsopfattelse. Til forskel fra denne ”elektriske myre” ved Chiangs fortæller godt at han er en robot, men han savner viden om hvordan hans og de andre robotters hjerner fungerer. Han gør derfor (ligesom Dicks hovedperson) det at han begynder at eksperimentere på sig selv.
    Den dissektion, han udfører, beskrives detaljeret, og det fremgår at han er meget omhyggelig med at forbinde rør og ledninger så han kan sætte det hele på plads igen bagefter. Hvad han opdager er rystende: Luften bliver ikke brugt til at trække vejret med, men til at holde robotternes hjerne kørende. De består af et fint væv af meget tynde guldblade, som bevæges pneumatisk. Det er derfor, at al erindring forsvinder hos en robot der har været uden luft et stykke tid.
    Disse pneumatiske hjerner har fået visse iagttagere til at regne novellen med til steampunk, hvilket synes at være en noget tvivlsom klassifikation, eftersom den fuldstændigt mangler andre centrale træk der hører til subgenren, deriblandt en lokalisering i 1700- eller 1800tallets historiske virkelighed. Men udforskningen fører til en anden erkendelse. Man har konstateret at urene er begyndt at gå for hurtigt, men det er ikke det der er tilfældet: Robotternes hjerner er begyndt at gå langsommere, og det er de fordi ”baggrundslufttrykket” – et herligt udtryk i analogi med ”baggrundsstråling” osv. – er faldet. Det specielle univers går ganske langsomt mod en tilstand hvor alle tryk er udlignet og ingen bevidst (pneumatisk) tanke vil være mulig. En perfekt analogi til begreber som entropi og universets varmedød.
    ”Exhalation” er en glimrende novelle, fordi den giver mange pludselige småindsigter under læsningen, og fordi den kvikke læser bagefter kan gå i lang tid og arbejde med analogierne. Der er nogen der råber på at Chiang skal begynde at skrive romaner; det vil jeg ikke håbe at han gør, eller jeg vil i al fald gerne se ham fortsætte med arbejdet i det mindre format. Jeg er ikke sikker på at den slags konstruktioner som ”Exhalation” er et eksempel på, vil gøre sig over mange hundrede sider. Så vil fascinationen af selve den sindrige konstruktion vige hos læseren til fordel for en interesse for almindeligheder som plot og personbeskrivelse. Det kan man selvfølgelig bygge fremragende romaner op på – men så kommer den særegne type fortalte universer som Chiang er så god til at finde på, ikke til deres ret og bliver (vil jeg gætte på) snarere forstyrrende.
    Uanset hvad Chiang finder på, har vi en håndfuld kortprosa – herunder altså nu ”Exhalation” – der på en helt speciel måde diskuterer videnskab, verdensbilleder og genrens egne virkemåder.

Skabt: 8. januar, 2010 - Sidst ndret: 8. januar, 2010 - Kommentarer (2)