« Imagicon 2 rapport At skrive det fremmede »

Liz Williams

Tags: Conrep Imagicon2 Liz Williams Science fiction

Når man ser på hvad Jorden faktisk har været igennem af klimaændringer, så er det vi gør ved den et ganske lille blip; hvis man ser på vulkanudbrud, så er de meget værre end noget vi kan gøre ved ozon-laget. Det er ikke det samme som at vi skal blive ved med at gøre hvad vi gør, fordi så ender det katastrofalt for os og for enhver art, der uheldigvis deler planet med os, men vi kan ikke skade Jorden specielt meget -- det er en planet.

Vestiges of empire, Interzone, maj 2002 -- interview

Den primære æresgæst ved Imagicon 2 var Liz Williams. Som forberedelse til at møde hende i virkeligheden havde jeg både læst nogle af hendes noveller og et interview. På selve con'en var hun også med i adskillige paneler, deriblandt et interview og en tale. I det følgende trækker jeg på alle disse kilder.

Liz Williams voksede op med, at man sideløbende med sit almindelige job skrev bøger. Således har hun taget sin eksamen i videns-teori (epistemologi, en gren af filosofi), og arbejder i dag i en butik (hvor hun sælger forsyninger til hekse), samtidig med hun har haft et traditionelt forfatter-forløb: skrive noveller, få afslag, blive bedre og endelig få sine ting trykt. Omend hun er uddannet strengt videnskabeligt, er hun også "pagan", hvilket er en veldefineret religion. Hun beskriver det selv således, at hvor New Age folk tror på fred, kærlighed og lys, har en "pagan" et mere realitistisk og nuanceret forhold til naturen.

Blandt hendes noveller og romaner er der både 100% SF, 95% SF ("Ikiryoh" opererer med begrebet godt/ondt, men er ellers straight SF) og spøgelser, huldrer og andet godt. Hun kan ikke lide kategorier, og hun kan ikke lide at blive kategoriseret. Dog kalder hun selv sin fiktion for "gothic fiction" overordnet. Stilen/sproget er altid meget vigtig(t). Der er også emner, der dukker op med jævne mellemrum: spændingen mellem relativ(isme) og absolut(isme), det mislykkede ønske om at tro på noget, og kolonisering.

Historierne bliver i dag skrevet i pauserne -- dvs. når der ikke lige er nogen i butikken. En typisk fremgangsmåde er at starte med kortet over den verden, der skal skildres i tekst. Der skal også gøres en del research, og her bekender LW sig ikke til "write what you know" -- snarere "lær noget nyt, og skriv så om det". Mange historier er startet med det kendskab hun har fået til verden ved at bo mange forskellige steder. Hun har også et par andre tips til forfattere. Budskabet skal ikke være for tydeligt. Og det er vigtigt at skelne mellem "story", altså den følelsesmæssige involvering, og så plottet, logikken, det der gør, at vi logisk tror på historien.

Som eksempel på disse teknikker talte hun om serien, der skildrer detective Chen, i Singapore-III. Singapore-III er tænkt som et franchise, hvor en ny by får lov at bruge noget af Singapores byplan, byens navn osv. I praksis er byen desuden baseret på Hongkong, som hun har besøgt. Således har hun bl.a. hørt om virkelighedens feng shui krige, hvor fx den ene bank afværger dårlig feng shui fra en anden bank med spejle, den anden bank svarer igen med sine egne spejle, og før man ser sig om er hele byen klistret til med spejle, bilisterne kører galt, og borgmesteren må gribe ind. Al den kendskab hun her har fået til virkeligheden, bliver brugt i fiktionen.

Skabt: 25. januar, 2010 - Sidst ændret: 25. januar, 2010 - Kommentarer (0)