Liz Williams Fanniske finner

At skrive det fremmede

Tags: Conrep Graham Joyce Imagicon2 Science fiction Åsa Schwarz

Skal man kæmpe mod det fantastiske, ligesom mange bøger beretter: helten nakker spøgelset. Eller skal man acceptere det, leve med det, se det som et krydderi i tilværelsen? Som min bedstemor gjorde.

Graham Joyce

Hvis man tager til con i Sverige, må man også leve med, at der kan være ca. 7 andre, fremmede nationaliteter repræsenteret, heriblandt både svenskere der kan dansk, svenskere der ikke kan dansk, og svenskere der tror de kan dansk. Man føler sig meget fremmed. Men, spøg til side.

Hvis man skriver i de fantastiske genrer, må man også tage stilling til hvordan man skal skrive om det fremmede, uanset om det nu er landet Transylvanien, personen Dracula eller sproget der tales fremmede steder af fremmede personer. Dette var et af de store emner, der var rigelig tid til at diskutere på Imagicon 2.

Panelet "From a foreign perspective" behandlede det fremmede sted. Det at sætte sig i andres sted. Og erkendte med det samme: det kan ikke lykkes 100%. Men man skal prøve. Man kan og bør bruge research. Man skal også bruge fantasien, så man netop kan skrive om det man ikke ved. Man skal skrive mere, end man faktisk putter på papiret, som et led i at den verden man beskriver bliver plausibel -- uanset om man nu skriver om eksisterende mennesker eller ej. Man skal også huske, at selvom man skriver om noget fremmed, er man selv "lokal". Måske skriver man for at lære dette fremmede bedre at kende. Måske er man en opdagelsesrejsende, der ikke kan sproget endnu. Eller måske er man læserens tolk. Det er vigtigt at beskrive det fremmede som det er -- i stedet for at beskrive sine fordomme. Det er også vigtigt at beskrive hvordan det fremmede ser ud. Og husk, at ens egen fortid også til en vis grad er noget fremmed, også for en selv. Og gør det så ordentligt! Det er distraherende, fx hvis navnene er et mærkeligt mix af walisisk og indisk.

"Goblins in the backyard" tog til gengæld det fremmede op, der huserer i kendte omgivelser. Hvordan slipper man afsted med at hævde, at naboen er vampyr? Og et langt stykke hen ad vejen er svaret: læserne vil gerne have at naboen er vampyr! Det giver nogle nye, spændende muligheder. Psykologisk set har vi brug for det mærkelige i vores liv. Og hvis man kigger dybt nok på et sted, opdager man stedets eksisterende historie, der har lidt magi nede i det ene hjørne. Hvis man ønsker at skrive en X-historie i Y, vil Y's X-egenskaber springe i øjnene. Dette er specielt stærkt hvis stedet er ens barndomsegn -- fordi ens egen barndom havde et element af magi. Et andet element er, at det er meget effektivt at blande det realistiske og det fantastiske -- hævde at en kendt politiker kender en vampyr, eller genbruge navne fra en ægte kilde, fx Bibelen. Nu har jeg brugt vampyrer som eksempel hidtil, men kunne naboen også have været robot eller alien? Ja, sagtens. Det ville i den færdige historie være en anden side af "mig selv" jeg fik vist frem, fordi goblins og vampyrer er super-mørke, mens robotter er super-rationelle, og jeg ville ende med at skrive en historie, der demonstrerer den aktuelle modsætning mellem mig og naboen. Ovenfor talte jeg om vigtigheden af research -- men hvordan researcher jeg en goblin? Nemt, prøv at google ham! Eller gør det forfattere ofte gør: tag en lille snak med ham.

Panelet "Kräver fantasy ett eget språkbruk?" behandlede det sprog, vi lader karaktererne i vores fantastiske historie tale. Og nogle gange skal der så lidt til. En karakter, der ofte bruger ca. 8 fremmede (skotske) ord, og dermed bliver fremmed (skotsk). Hagrid, der, hvis man læser hans pudsigt stavede replikker højt, taler almindeligt engelsk! Og for dem, der er interesserede i mere om emnet, anbefales From Elfland to Poughkeepsie af Ursula K le Guin.

Det var dog ikke kun det at skrive det fremmede, der blev behandlet på panelerne. Med så mange forfattere i huset, blev der nødvendigvis talt om alt muligt.

Hædersgæst nr. 2, Graham Joyce, talte i sit interview bl.a. om hvorfor og hvordan han skriver. Hans rute til forfatterskabet har været drømmen-der-gik-i-opfyldelse: at sige op i frustration, flytte til Grækenland, skrive løs, og faktisk få romenen solgt! (Der gik dog 10 år inden da med at skrive også.) Han skriver fantastisk, fordi der her bliver stillet større krav til plottet -- man er nødt til at have "the narrative", og kan ikke nøjes med god stil. (Efter hans mening er der mange mainstream-forfattere, der har masser af stil, men ikke er værd at læse.) Fornylig skrev han Memoirs of a Master Forger, der er en ikke-eksisterende persons autobiografi. Når nu så mange andre kan slippe afsted med at skrive erindringer, der ikke er sande, autobiografier, de ikke selv har skrevet, eller roman-skrevet-af-kendt, der i virkeligheden er skrevet af en anden, hvorfor skulle han så ikke kunne opfinde en person, og skrive vedkommendes erindringer. Oveni har denne "forfatter" sin egen blog, og "hans" bog har solgt bedre end Joyces! (Og ih hvor blev der grinet på den blog, da det faktum blev opdaget!)

(Graham Joyce, Johan Anglemark.)

En anden gæstende forfatter, Åsa Schwarz fortalte om "Att berätta en bok på Facebook". Man hyrer en skuespillerinde til at spille sin nye bogs hovedperson (Nova Bakarel), og opretter en passende profil på Facebook. Så sørger man for at denne profil får 1000 venner, og begynder så at genfortælle hvad der sker i bogen. Det er en noget anden måde historien skal genfortælles på: der skal repeteres og resummeres af hensyn til dem, der ikke var med fra starten eller lige missede en dag. Og læserne skal være med på, at der pludselig står "Nu retter han en pistol mod mig" -- hvis hun virkelig er i den situation, skriver hun så på Facebook samtidig? Men ellers læner man sig tilbage og afventer reaktionen, når vennerne opdager, at de har levet med i en bog, og ikke virkeligheden. Og den reaktion blev stor, fordi det var første gang noget i den retning skete i Sverige, og måske også, fordi Facebook er interaktivt -- vennerne havde jo faktisk talt med Nova!

Til sidst vil jeg nævne, at endnu et panel talte om hvad forfatteren skylder sit publikum. Og af mærkelige sideveje nåede vi frem til, at et godt våben mod pirateri vil være, hvis dem der faktisk betaler også får lidt ekstra: ekstra indhold, adgang til forfatteren osv.

Skabt: 26. januar, 2010 - Sidst ndret: 26. januar, 2010 - Kommentarer (0)