« SF på DR2 Lillebror »

Her står jeg, og her bliver jeg stående

Tags: Anmeldelse Bog Religion Science fiction Stephen King

Anmeldelse af The stand, Complete and uncut af Stephen King.

Skitse: Der har været et uheld, og mange er døde. Sally og Charlie prøver at løbe fra det, men Charlie er allerede begyndt at hoste.

Er det science fiction? På den ene side har vi en meget realistisk beskrivelse af hvad der sker når en epidemi rigtigt får lov at brede sig: stort ja på den konto. På den anden side postuleres det, at omstændighederne skærper kontakten til ham-der-Gud, som der jo ikke findes empiriske beviser for, så nogle puritanere ville her sige "nej". Men personligt synes jeg ikke det er et problem, og siger derfor "ja" alligevel.

Temaer: Bogens hoveddel udspiller sig 16/6-'90 -- 10/1-'91, og er delt op i 3 bøger. I første bog lærer vi primært en masse personer at kende, der i større eller mindre grad er hovedpersoner.

  • Stu Redman er en 30-årig enkemand, fattig og uden uddannelse, og han lever (trods en høj intelligens) af fysisk arbejde. Han er også realistisk og en stille fyr: tålmodig og ikke-voldelig, og god til at skjule sin angst. Han er ven med Hap, Vic og Norm, og Norm er gift med Lila. Senere får han Deitz som læge.
  • Sygdommen (der ligner influenza lidt) er henover 2 dage vandret med Charlie gennem landet, og til sidst møder den Stu. Og Stu erfarer, at døde stinker.
  • Frannie Goldsmith er 21 og (trods p-piller) gravid. Men hun skal nok klare den, hun har ben i næsen.
  • Billy Starkey er i militæret, tilknyttet et laboratorium, og følger nøje med, da Stu og hans venner ryger i karantæne. Han beslutter også at forsinke pressens rapporter om problemet, med alle midler.
  • Sygdommen er stadig med. Den er hurtig og dødelig, og det viser sig, det var en hel række af uheld, der gjorde, at den slap ud af laboratoriet. Den breder sig fra Hap til Joe Bob til en masse andre.
  • Larry Underwood er 24, og har endelig fået sit gennembrud som musiker. Først fejrer han det med en (alt for) stor og dyr fest, og bliver fuld. Så bliver han ædru og hård. Og han flygter fra gælden, hjem til mor Alice. Hun tager imod ham, også selvom han er en egoistisk dreng.
  • Frannies far er god. Hendes mor er til gengæld lidt stivnet i sine synspunkter, og bliver arrig når folk er for uenige.
  • Sygdommen breder sig stadig, fra Joe Bob til Harry til Ed til Sarah til Samantha. Og fra Stus venner til sygeplejersken Patty. Og en masse andre. Sygdommen påvirker vores hovedpersoner meget forskelligt, og er ikke lige udbredt alle steder samtidig.
  • Nick Andros er 22, døvstum og intelligent. Egentlig rejser han bare rundt i landet, men da han får bank nok, havner han hos den lokale sherif. Der nyser.
  • Randall Flagg går i støvler, cowboybukser og -jakke. Denne mørke mand er selv sadist og morder, og omgivet af andre gale, vrede mænd. Og så kan han magi. Det når Kit at opdage.
  • Mother Abagail er gammel og sort.
  • Drømmen. Den drøm, både Flagg og mother Abagail kommer til at optræde i. Stu er den første, der drømmer den. Nick er den første, der retter sig efter den.
  • Lloyd Henreid og Poke er dumme, dopede og farlige for deres omgivelser. Det var egentlig bare et spørgsmål om tid før Lloyd blev buret inde. Men heldigvis bliver han lukket ud af Flagg.
  • Rita Blakemoor møder Larry en dag. Hun er ca. 50, rig og intelligent. Hun er også svag, upraktisk og pille-spiser.
  • Harold Lauder er en af Frannies bekendte. 16, fed, bumset og bebrillet. Hvorfor skulle han nu lige overleve sygdommen?
  • Trashcan Man er god til teknik. Desværre er han også retarderet og glemsom, og lidt for glad for ild.
  • Glen Bateman og hans hund Kojak er meget glade for at møde Stu. Glen er en 60-årig snakkende sociolog.
  • Legetøjet. Selvom så mange er døde, er våben, kraftværker osv. der stadig.

4. juli er Stu, Frannie og Harold sammen, og håber på at Glen og Kojak vil slutte sig til gruppen. Lloyd og Flagg er også sammen. Larry, Nick og mother Abagail er alene, ligesom Trashcan Man. Hap, Vic, Norm, Lila, Deitz, Sally, Charlie, Starkey, Joe Bob, Alice, Harry, Ed, Sarah, Samantha, Patty, Kit, Poke og Rita er døde, af sygdommen eller af dens følger.

Der er en endeløs strøm af detaljer. Og jeg elsker når denne detaljerigdom betyder, at selv en tilfældigt forbipasserende, der kun er med i 5 linjer, stadig føles som rigtig person.

Jeg har også brug for at indskyde et par citater her.

She uttered a high squawk of anger and hurled the spatula at him. On any other day of his life it would have missed. One of the first laws of physics was, to wit, a spatula will not fly a straight trajectory if hurled by an angry oral hygienist. Only this was the exception that proved the rule, flip-flop, up and over, smash, right into Larry's forehead. It didn't hurt much. Then he saw two drops of blood fall on the throw-rug as he bent over to pick the spatula up. (s.82)

Fnis.

At 1940 hours last night, the centrifuge had begun to emit fine tendrils of smoke. At 1995 [sic] hours the sound pickups in Ezwick's lab had transmitted a whunga-whunga-whunga sort of sound that deepened into a fuller, and more satisfying ronk! ronk! ronk! At 2107 hours the centrifuge had ronked its last ronk and had slowly come to rest. (s.121)

Det er sådan man opfinder og bruger nye ord!

Den første bog beskæftiger sig med folk, der bliver mere og mere alene. I den anden bog bliver der dannet nye grupper, der smelter sammen til 2 store klumper.

  • Mother Abagail i Boulder, Colorado, hvor man er på Guds side.
  • Randall Flagg i Las Vegas. Her er man bl.a. god til teknik.

Hvis man er i toppen af en af disse klumper, er der tunge, livsændrende valg at træffe. Hvis man er i bunden, tror jeg til gengæld ikke der er så meget forskel: her er mennesker ikke specielt onde eller gode, men bare, nå ja, mennesker.

I anden bog følger vi primært gruppen i Boulder. Jo, vi ser Trashcan Man og The Kid rejse vestpå sammen. Men ellers ser vi Nick møde Tom Cullen, Julie Lawry og Ralph Brentner, og Larry møde Nadine Cross og Joe, og Lucy Swann. Frannie og Stu danner par. Larry og Nadine danner næsten par, men Larry ender hos Lucy, og Nadine bliver også forlovet. Tilsvarende håber Harold at få Frannie, men havner andetsteds. På den ene side en lidt banal kærlighedshistorie, på den anden del af noget større, der kan afgøre en kæmpekonflikt med ét slag. Den gode side bliver ledt af en 7-mands-gruppe: Stu, Frannie, Nick, Glen, Ralph, Larry og Susan. Og selvom der er masser af praktiske problemer at løse, er der også en åndelig side af sagen.

Verden er på én måde blevet mere stille. På en anden er der blevet bedre plads til at læse tanker og se fremtiden.

Og så er det tid til et citat til.

She felt the old familiar ache in her belly, the one so much deeper and all-pervading than those caused by the exercise. It was a woman-ache, and nothing could be done about it. (s. 430)

Se, eftersom det ikke drejer sig om fx betændelse i livmoderen, som jeg vil medgive kun kan opleves af kvinder, så kan jeg ikke rigtigt forstå hvad der her menes med en kvinde-smerte. Hmf!

Senere (s. 515-16) er der en længere smøre om, at kvinder kun kan være frie, hvis civilisationen er der til at understøtte dem. Når den falder væk, bliver kvinder igen afhængige af mænd til at beskytte dem, specielt mens de er gravide. Den finder jeg tankevækkende.

Det har slået mig, at de onde typisk ikke bare er onde. De er dumme, retarderede, har kinky sex (i stedet for at ælske hinanden) osv.

Da anden bog slutter, er konflikten mellem godt og ondt ved at gå ind i sin afgørende fase. Og i tredje bog skifter fokus også på den måde, at vi primært følger folk, der er i Las Vegas.

Nu bliver det også tydeligere at se lighederne og forskellene mellem de to sider. På begge sider bliver der lagt planer, der ikke nødvendigvis lykkes. Men der er klart den forskel, at den ene side prøver at være demokrati, mens den anden er et diktatur.

Stu og Larry når at gøre det meste af bogen med. Således får vi også to smukke udviklinger: Stu når at blive en leder, og Larry når at blive en God Dreng (TM).

Slutningen af bogen er meget lang, men derved ligner den bare Ringenes herre, der også har en lang slutning, men det gør ikke så meget, eftersom resten af bogen også har været så lang.

Er det godt? Jeg har nydt at læse denne bog endnu en gang, ja.

Stephen King er aktuel på dansk i bogen Mareridtsmanden, skrevet af Niels Dalgaard. Bogen bliver også præsenteret på årets bogmesse.

Skabt: 9. november, 2009 - Sidst ændret: 30. maj, 2012 - Kommentarer (0)