Mio!

Tags: Anmeldelse Astrid Lindgren Bog Børn og unge Fantasy

Anmeldelse af Mio, min Mio, af Astrid Lindgren.

Skitse: Bo Wilhelm Olsen, 9 år, bor hos sin "onkel" og "tante" (dvs. hans plejeforældre). De synes han er snavset og støjende. Fru Lund er derimod flink, og Chris er en god legekammerat. Nu blander fru Lund sig lidt, og kort tid efter er Bo Wilhelm Olsen hos "sin far kongen", og bliver kaldt "Mio min Mio", og bor i Det fjerne land. Hjælpere har bl.a. været en ånd i en flaske, selvom: "Det hører nok til sjældenhederne at man finder ånder i flasker fra De Forenede Bryggerier."

Temaer: Man få jo nok en anelse om, at det hele bare er noget Bo forestiller sig. Noget, man nemt har hang til at forestille sig, når ens "forældre" ikke er så glade for en. Så er det rart at tænke sig, at ens far i virkeligheden er superflink, at man kan få en ny legekammeret, Jum-Jum, der er ligesom Chris, bare bedre, og at Jum-Jums mor er ligesom fru Lund, bare bedre osv. Men uanset hvordan det nu falder, så havner Mio i et eventyr: ridder Kato fanger børn, og han må stoppes. I processen bliver Mio voksen.

Er det godt? Well. Sproget er rart. Men den fanger mig ikke specielt meget. Indrømmet er jeg så heller ikke i målgruppen, jeg synes ikke det er festligt, at høre om "min far kongen" for 100. gang. At ridder Kato er ond og lægger onde planer (men dybt, dybt nede bare er et forsømt barn) appelerer heller ikke så meget. Så jeg vil da håbe børnene derude sætter pris på den.

Note: Jeg har en fornemmelse af, at jeg må have læst den som barn, men jeg kan ikke huske det. Måske tiltalte den mig heller ikke dengang?

Skabt: 11. november, 2011 - Sidst ændret: 11. november, 2011 - Kommentarer (0)