« Renselse SF 2008 fanzine »

Flygt!

Tags: Anmeldelse Bog Religion Science fiction Tage Eskestad

Anmeldelse af Flygtninge fra himlen af Tage Eskestad.

Skitse: Semjasa og Asasiel leder et 200-mands-oprør mod matriarkatet på Mars. Kvinderne hersker, fordi mænd bare medfører krig, rumskibe og andre katastrofer. For at undgå at blive intetkønnede, flygter mændene til Jorden. Det er et okay sted at flygte til, fordi Jahve (en anden rumrejsende) har kunnet forberede marsboere og mennesker lidt på hinanden.

Er det science fiction? Well. Fokus er meget på at forklare, at ærkeenglen Gabriel og andet godtfolk i virkeligheden var aliens. Så ja, det er det vel.

Temaer: Jeg har vist allerede antydet, at der er noget med mænd og kvinder her. Der er faktisk en hel del. Det udvikler sig til, at mændenes ophold på Jorden ikke falder så godt ud, fordi de bliver ved med at falde i armene på de kvinder, der vimser omkring dem. Ydermere er dette noget æv, fordi de marsiske mænd ikke umiddelbart kan avle med de jordiske kvinder -- i hvert fald ikke så afkommet bliver rart og intelligent. Så efter mændene har måttet flygte fra Mars, fordi man der ikke stoler på de kan noget som helst, ødelægger de i stedet Jorden. Nams.

Bogen startede med at tage fusen på mig, fordi det beskrives hvordan fortælleren i 1935 havde religionsundervisning, og bl.a. hørte om Enoks Bog. Men pludselig gik det op for mig, at dette egentlig var et forord til bogen (kaldet "Genesis"). Dette forord rejser dog nogle spørgsmål, det er rart at huske gennem bogen:

Hvad er årsagen til mennesket [sic] titusindårige kompleks, i form af skiftevis næsegrus underkastelse og opsætsighed, overfor mer [sic] eller mindre indbildte højere magter? Hvorfra stammer vor løjerlige arketypiske reaktion -- slægtled efter slægtled hengivet til ørkesløse drømmerier om det himmelske rige, vi engang skulle arve, alt imens vore muligheder på denne herlige og givtige klode kun blev nødtørftigt passet? Hvoraf kom generationers ørkesløse pukken på vor ret til at arve himlen en gang i slutningen af evigheden?
Hvordan voksede disse griller i vor underbevidsthed generation efter generation? Og hvorfor blev det ikke teologerne men teknologerne som omsider i raketalderen skulle realisere vort årtusindgamle drømmemål og føre os ind i det himmelske rige?
(s.11-12)

Eller med andre ord: hvem var ham der Gabriel, og hvorfor tror man han havde en glorie? Jo, han var fra Mars, og ...

Jeg snubler ganske alvorligt over sproget. Dels tror jeg der er nogle gammeldags ord hist og her. Dels tror jeg sproget skal give plads til, at navne som Semjasa, Asasiel og Gabriel virker helt naturlige. Derfor hedder nogle af rumskibene vimana'er. På den anden side er der andre ord, der virker helt danske -- kondere fx. Dels tror jeg sproget bevidst ikke er særligt talesprogsagtigt:

Se på mig, Semjasa, ånd dybt ind af din nye verdens urluft og se på min krop. Slip dine kollektive ideer, de er ikke beregnet på denne verden. Her må man tænke individuelt, højst parvis. Tænk på mig og tænk på os. Parring -- det er din nye verdens krav. (s.56)

På nogle punkter minder sproget her mig om sproget i Alice, Alice, ligesom forholdet til hvor handlingen er på rangstigen sammen med tanker, følelser og stemning, ligner Inge Eriksens.

Jeg har ikke læst Enoks Bog, så jeg kan ikke vurdere om det er fedt, at der citeres så meget fra den. Jeg kan til gengæld vurdere, at der intet grundlag er for, at en marsbo skulle vælge at lægge "den vestlige halvkugle" der hvor vi ville lægge den i dag.

Oprørerne vender tilbage til naturen. Dumt, Bøv. De bliver derfor dømt af den nye hersker på Mars, en intelligens skabt af hjerne-kopier (der kører på computere) og en telepatisk gruppebevidsthed. Jorden bliver også dømt: deres udvikling indenfor teknologi og psykologi er ikke længere i trit, så de må starte forfra. Noah, gider du bygge en båd?

Er det godt? Hm. Der var mange snublesten for mig her. Sproget. Enok og venner, der ikke interesserer mig specielt meget. Kønskampen, der egentlig heller ikke er så interessant for mig, i hvert fald ikke på den her måde. Så jeg må indrømme den var svær at komme igennem. Og jeg har ikke umiddelbart lyst til at læse den her bog eller nogen andre af den her forfatter.

Skabt: 29. maj, 2009 - Sidst ændret: 29. maj, 2009 - Kommentarer (2)