Science Fiction Cirklens plads i udgivelseshistorien

Tags: Bog Niels Dalgaard Science fiction

Forfatter: Niels Dalgaard

Et sådant spørgsmål kan besvares på adskillige forskellige måder, og det er derfor vigtigt at specificere hvad man fx mener med �mest�. Det er klart, at målt i oplag kommer foreningen til at ligge langt nede på listen, også selv om oplagene på de store paperbackserier ikke er kendt. Men de er med garanti mange, mange gange større end foreningens. At måle i sidetal eller antal udgivne ord vil kræve en større arbejdsindsats, og der er derfor i det følgende regnet med at �en bog er en bog�; der er nu heller ikke noget der siger at SFCs udgivelser skulle være tyndere end fx Vendelkærs var det i sin tid -- for slet ikke at tale om de tidlige kioskserier som Fremtidsromanen osv., der af kronologiske årsager vil blive holdt udenfor her.

Der er også kun regnet med de bøger der fra forlagenes side var markeret som hørende til deres science fiction-udgivelser, enten det så skete med en specifik seriebetegnelse eller på anden måde (SFCs nyere udgivelser er -- i modsætning til Tangentserien og Cirkel Serien -- ikke forsynet med seriebetegnelse; alligevel er der næppe nogen der tvivler om deres tilhørsforhold). Det vil bl.a. sige at science fiction-udgivelser fra Vendelkær som fx Alfred Jarrys Superhannen, der ikke var en del af serien SV Science Fiction (men af en anden serie, Farlige Bøger), ikke er medregnet.

Som formentlig bekendt, blev Science Fiction Cirklen stiftet i 1974, og begyndte allerede i 1977 at udsende en række udgivelser ved siden af tidsskriftet Proxima, der var startet samtidig med foreningen. Denne række blev kaldt Tangentserien, og bestod fra starten mest af hæfter (undtagelsen var nummer 2, Carsten Schiøler & Erik Swiateks Dansk Science Fiction Indeks). Selv om serien gennemløb flere komplicerede ejerskifter og havnede udenfor foreningens kontrol, og selv om betegnelsen blev brugt på en mindre stribe �rigtige� bøger, ses der bort fra den her. Der ses også bort fra de 52 numre af Cirkel Serien, der alle -- med undtagelse af den sidste, Michael Bishops Med lidt hjælp fra vennerne, som til gengæld ikke var forsynet med seriebetegnelse, fordi den var et led i foreningens første forsøg med �rigtige� bøger med flad ryg omkring årtusindskiftet -- var sadelhæftet. Intentionen er med andre ord at se på bøger, udgivet som del af forlagsserier.

Fra firserne og frem har danske forlag desuden fra tid til anden betjent sig af den særdeles tvivlsomme praksis at dele en roman op i flere bind. Et ekstremt eksempel er Tellerups opsplitning af de tre bind i Brian W. Aldiss’ Helliconia-trilogi til intet mindre end otte bind, men også forfattere som Julian May (på Borgen) og Tad Williams (på Cicero) er blevet udsat for det. I det følgende tælles hvert bind for sig, selv om det naturligvis ikke giver meget mening at købe anden halvdel af en roman, der måske oven i købet er fjerde bind i en serie, for sig. På den anden side kan der argumenteres for at selve antallet af bind er et udtryk for den pågældende series synlighed.

Der optræder enkelte tilfælde af genudgivelser i serierne -- Vendelkær genudgav således flere af Niels E. Nielsens romaner, Borgen puttede Klit i deres serie, og Cicero forstærkede deres med Bruce Sterlings Hellig ild. Her betragtes disse bøger på linje med de øvrige i serierne. På samme måde anses antologier, novellesamlinger og romaner for samme slags udgivelser. Det faktum, at Science Fiction Cirklen af en række forskellige grunde har valgt at introducere nyere forfattere gennem novellesamlinger, adskiller principielt ikke foreningens udgivelser fra fx Vendelkærs. Derimod ses der bort fra serier som Winthers Iskolde gys fra begyndelsen af halvfjerdserne, eftersom den identificerede sig selv som en horrorserie, uagtet at den rummede en del science fiction. Under alle omstændigheder er der ingen serier af lignende art, der rummer tilnærmelsesvis så meget science fiction som de største af de egentlige sf-serier.

Endelig udgav Tellerup omkring 66 bind fra 1983-88 i Mizar-serien, der i kraft af en bred tilstedeværelse på såvel børne- som voksenbiblioteker utvivlsomt har påvirket en generations sf-læsning. Den er imidlertid holdt udenfor her, eftersom nærværende lille undersøgelse beskæftiger sig med voksenlitteratur, og det vil føre for vidt at sortere de relativt få deciderede voksenudgivelser (fx Aldiss’Helliconia, James Morrows Løgnens kontinent og Ursule K. Le Guins Det ny Atlantis) fra alle ungdomsromanerne.

Serierne

Den udgave af Science Fiction Cirklens bogkatalog, der udkom op til BogForum 2011, rummer 47 bogudgivelser. Dertil kommer fire eller fem med hvidt omslag (alt efter hvordan man tæller Michael Bishops lille novellesamling). To af bøgerne er imidlertid på engelsk -- antologien Creatures of Glass and Light, der blev udgivet i forbindelse med Eurocon 2007, og den nye antologi Sky City, der rummer et udvalg af danske noveller fra antologierne Lige under overfladen 1 og 2. Tilbage er 51 bøger udgivet i årene 1999-2011. Ingen tvivl om at foreningen er den flittigste science fiction-udgiver i nullerne, men hvordan er den placeret i sammenligning med de øvrige?

Hvis man antager at �moderne tid� begynder i tresserne, begyndte udgivelsen af det som Jerry Määttä i sin glimrende bog om science fiction i Sverige, Raketsommar, kalder �kategoriserad sf�, altså science fiction der er betegnet som sådan, i 1967. Forlaget Chr. Erichsen, der især havde en stor fortid som udgiver af børnebøger, men som også markerede sig indenfor spændingsromaner, udsendte to billigbøger, nemlig Judith Merrils Fremtidens folk og Robert Silverbergs Hans egen planet. Ingen af dem var -- for nu at sige det pænt -- mesterværker, men blot gedigen underholdning. De kan ikke have solgt særligt godt, for serien sank uden at efterlade sig spor. Den har formentlig været et eksempel på det hyppigt sete problem i dansk science fiction-udgivelse, nemlig at ingen på det pågældende forlag syntes at have haft nogen interesse for eller viden om genren.

Anderledes med de to næste, langt mere markante serier, SV Science Fiction fra Stig Vendelkærs Forlag og Hasselbalch Science Fiction. De begyndte henholdsvis 1967 og 1968, og mens Hasselbalch lukkede med udgangen af 1970 (efter 11 bind), fortsatte Vendelkær science fiction-serien helt frem til 1974 og nåede op på svimlende 59 bind. Begge forlag havde vidende folk til at redigere -- Vendelkær havde Arne Herløv Petersen og Hasselbalch Jannick Storm -- og serierne præsenterede danskerne for en række af de ting, der rykkede i genren i perioden, foruden væsentlige forfattere af en lidt ældre generation. Vendelkær trak uhyre veksler på Ray Bradburys navn (selv om langt fra alle hans noveller var science fiction), men leverede også et bredt spektrum fra Aldiss og Ballard til Clarke, Harry Harrison og Vonnegut. Hasselbalchs serie rummede bl.a. Frederik Pohl & Cyril Kornbluths Rummets kræmmere, men var ellers leveringsdygtig i halv- og helklassikere fra folk som James Blish, Philip K. Dick, Stanislaw Lem og Theodore Sturgeon. Til sammen betød de to serier, at det var et rigtig godt tidspunkt at grundlægge en livslang science fiction-interesse for en læser, der endnu begrænsede sig til at læse på dansk.

Storm fik mulighed for at fortsætte linjen fra Hasselbalch på Notabene i årene 1972-74, hvor han stod for 14 bind, men 1974 var et annus horribilis for dansksprogede science fiction-bøger, idet begge de førende serier lukkede. Året efter startede Bent Irlov billigbogsserien Regulus Science Fiction på forlaget Irlov-Regulus, og nåede i perioden 1975-79 op på 20 bind. Projektet var mere fan-baseret end Vendelkærs og Hasselbalchs/Notabenes, og der blev rettet kritik mod såvel omslag som oversættelser. Linien var beslutsomt underholdningsorienteret, hvilket bl.a. betød at Poul Anderson var stærkt repræsenteret; men der var også værker af Clifford D. Simak og Larry Niven på listen, foruden nyudgivelser af Niels E. Nielsen.

Næste større forsøg på en serie var mere kommercielt anlagt; Borgen Science Fiction blev startet efter en kalkule over hvorvidt der var et marked for den bedre del af den nye science fiction. Serien blev pioner indenfor ophugning af værker i flere bind, ud fra et princip om at holde prisen pr. bind så lav som mulig. Det blev til 21 bind i årene 1986-87, og var især præget af action-romaner af Jack L. Chalker og Julian May. Endelig forsøgte Cicero i kølvandet på Fabula 96 (hvor forlaget havde hentet Bruce Sterling til landet) at løbe en serie kvalitets-billigbøger i gang igen. Det lykkedes ikke at nå op på det projekterede salg på omkring 15.000 styks af hver titel (som var vilkårene for billigbøger), og man stoppede efter tre år. Så vidt jeg kan se, blev det til 10 bind.

Kvantificering

Langt hovedparten af bøgerne i disse serier var science fiction-romaner og novellesamlinger; der smuttede dog også andre ting med, især i de største serier. For at få sammenlignelige tal er det formålstjenligt at se bort fra rene mainstream-udgivelser -- som fx Ray Bradburys fix-up Mælkebøttevin og Fritz Leibers Heksenatten, der er metafysisk horror -- og John A. Keels Spøgelsesplaneten (også Vendelkær), der er en �fagbog� om UFO’er. Derimod er der ikke gjort forsøg på at sortere i Vendelkærs mange Bradbury-samlinger, selv om sf-indholdet i visse af dem er endog meget beskedent. De regnes generøst med til genren her. Endelig er faglitteratur om science fiction skilt ud i en gruppe for sig, hvilket bl.a. berører en del af Science Fiction Cirklens udgivelser, samt Tage la Cours antologi Rejser i tid og rum (Vendelkær).

Hvis man skal opsummere ovenstående i tabelform, og dertil føje Science Fiction Cirklens udgivelser, kommer det til at se sådan ud:

Rent kvantitativt ligger Science Fiction Cirklen altså nummer to efter Vendelkær, uanset om man kun tæller skønlitteratur (i hvilket fald foreningen mangler 15 udgivelser i at nå op på siden af forlaget) eller tager det hele med (så mangler der kun 8).

Nu er det jo ikke nogen konkurrence, og det kan ikke være et mål i sig selv at slå Vendelkær. Men tallene udtrykker meget godt, hvor stort et arbejde, foreningens folk har lagt i forlagsaktiviteterne, og hvor omfattende resultatet er blevet. Hvis man ser bort fra ting som oplagsstørrelse og går ud fra at alle interesserede principielt har adgang til udgivelserne via biblioteket, er det også en meget overbevisende realisering af den del af foreningens formålsparagraf der taler om at udbrede kendskabet til science fiction-genren i Danmark.

Der er i det foregående ikke gået ret meget ind på indholdet i de forskellige udgivelser; men foreningen kan da både bryste sig af at være absolut førende på det faglitterære område, og at promovere en række forfattere der hidtil ikke har været oversat til dansk (eller som kun har været udgivet i beskedent omfang), samt at synliggøre genrens historie gennem udgivelser af såvel danske som udenlandske værker af ældre dato.

Og så længe der er mulighed for at fortsætte dette arbejde, er der al mulig grund til at tro at foreningen snart vil være nummer ét i alle kategorier (undtagen selvfølgelig udgivelse af irrelevante værker i en sf-serie).

Skabt: 3. februar, 2012 - Sidst ændret: 3. februar, 2012 - Kommentarer (0)