« Tredje person, ental: være | 12. september » |
Velkommen til ommadawn.dk
Tags: Generelt
Måske spekulerer du over: hvorfor har Lise lavet en blog? Hvad vil hun med den? Jo, nu skal du høre.
I et stykke tid har det trukket i retning af, at jeg gerne ville erstatte min traditionelle, hierakiske hjemmeside med en blog. Det gjorde jeg så her i juni, men jeg var stadig ikke 100% sikker på, hvad jeg ville bruge den til. Men nu begynder der at danne sig et billede.
Jeg går op i de ting, der får livet til at fungere lidt bedre. Jeg mener der er nogle principper og handlinger, der gør livet lidt bedre (fx ærlighed og kærlighed). Jeg tror der er nogle systemer, der gør vores fælles liv lidt lettere (girafsprog fx gør det lettere at komme gennem konflikter). Jeg tror også der er nogle videnskaber, der har det samme mål som mig (filosofi og biologi fx studerer også livets mekanik, omend fra meget forskellige vinkler).
Jeg læser meget science fiction. Når genren er bedst stiller den nogle af de samme spørgsmål som jeg gør. Jeg hører meget musik, bl.a. fordi musikken gør mig gladere - og hvis jeg er glad, er livet lettere. Jeg rejser til mere eller mindre fremmede steder, og lærer noget om tolerance og mangfoldighed.
Og jeg kender også princippet om, at den intelligente nogle gange kan komme til kort overfor den enfoldige - at idioten har lettere adgang til lykken end geniet. Ommadawn er fonetisk notation for amadian, der er gælisk for fjols eller idiot. (Eller sådan er forklaringen i hvert fald i følge en masse Mike Oldfield-fans.) Så hvis det at have en hjemmeside, der minder mig om at holde kontakt til min indre dumrian gør en forskel - så skal det også prøves.
Velkommen til ommadawn.dk.
Skabt: 21. juli, 2008 - Sidst ændret: 9. august, 2008 - Kommentarer (0)