| « Lige børn leger bedst | Første dansker i rummet? » |
Hjem fra Nordpolen
Tags: Mine tekster Novelle Science fiction
"Mor, hvor er min solcreme? Jeg har min inhalator, men jeg går altså ikke ud uden cremen."
Ulla smider bogen over i et hjørne. Det er én ting at skulle læse en historie, der er skrevet for 50 år siden. Men når den også er skrevet på sådan et uforståeligt sprog!
"Mor, har du tid et øjeblik?"
Moren kommer ud af køkkenet og ser på hende. "Hvad har du problemer med, skat?"
"Det er den her tekst. Den handler om solscreme og indhalal og alt muligt, jeg aldrig har hørt om før. Og jeg aner ikke hvad halvdelen af ordene betyder!"
Moren overvejer et øjeblik, og kommer så helt ind på Ullas værelse og sætter sig på sengen. "Jo, nu skal du høre."
Der var en gang en verden, hvor mennesker var nødt til at beskytte sig hele tiden.
Hvis de gik ud i solen, var de nødt til at have creme på huden og en hat på hovedet, for ikke at få for meget sol.
Hvis de gik ud i luften, var de nødt til at tage piller og indånde specielle gasser, så de ikke fik de små partikler i luften galt i halsen.
Hvis der blev for varmt eller for koldt, eller for fugtigt eller for tørt, så kunne de slet ikke overleve, men var nødt til at flytte.
(Mor, hvorfor fortæller du pludselig et eventyr?)
(Det er ikke et eventyr, skat. SÃ¥dan var der virkelig.)
Men til sidst blev alle menneskene trætte af at leve sådan. Hvorfor skulle de dog smøre creme på, og tage hat på, og spise mærkelige piller, når de kunne indbygge alle de rigtige mekanismer i kroppen fra starten? Og så begyndte de at lave mennesker, der var helt rigtige. Og de levede lykkeligt til deres dages ende.
"Hm. Hvorfor havde de ikke bare gjort det fra starten?"
"Fordi de først skulle lære hvordan. Og så var der også nogen der mente, at man ikke sådan skulle pille ved mennesker. De skulle have lov til at være, som de var naturligt."
"Nå. Ja, jeg er glad for jeg ikke er sådan."
"Det synes jeg også. Nå, vil du med over og hente far?
"Ã…rh, det lyder godt, mor!"
Sammen skynder de sig ud af døren, hen ad fortovet og ud på havnen. Mens de lægger planer for hvad de skal lave, nu hvor far kommer hjem, flimrer beskederne henover deres armbånd, alle sammen uden lyd på og i beroligende grønt. "Hudfarve mørknet 50%." "Hår tyknet 25%." "Gæller stand by."
"Er du glad for far kommer tilbage fra Nordpolen i dag? Nu er den sidste stump is smeltet, så han kan være hjemme noget mere."
"Det er lækkert, mor."
Og sammen træder de ud på molen, tager hinanden i hånden og hopper i vandet, så de kan svømme over til faren.
--
Skrevet til fyldepennens skriveøvelse Science fiction. Denne version er lidt længere.
Skabt: 1. august, 2009 - Sidst ændret: 1. august, 2009 - Kommentarer (0)