« Verdens sidste slumkvarter Afsked »

Ankomst

Tags: Mine tekster Science fiction

Jeg kom altid forbi rumhavnen om eftermiddagen, og jeg havde altid mit kamera på mig. En gang havde jeg fået en helt fantastisk solnedgang med Challenger 3 i forgrunden, og en anden gang var 2 skibe lettet samtidig, og luften mellem dem blev utydelig og bølgende. Begge billeder havde vundet priser på fantasticphotos.com den uge de var nye.
     Jeg vidste ikke, at jeg den dag skulle tage mit livs vigtigste billede.
     Der var mange gode grunde til at bo i byen. Rumhavnen støjede, og de fleste naboer til den klagede. Mange gange var en anden fotograf kommet først til en opgave, fordi jeg havde længere at køre, specielt nÃ¥r motivet dukkede op midt om natten. Og hvis jeg nogensinde blev gift, sÃ¥ ville det tage præcis 0,5 sekund for min ægtefælle at opdage, at "man ikke kunne opdrage børn i dette miljø". Men sÃ¥ længe jeg boede alene, var min grund til at blive boende vigtigere: nÃ¥r Anita, min søster, ringede, at hun var pÃ¥ vej, sÃ¥ kunne jeg være i havnen 5 minutter senere.
     Selvom jeg altsÃ¥ ikke vidste hvor vigtig denne dag ville blive, boblede jeg. Anita havde lagt en besked til mig mens jeg var optaget i studiet, jeg opdagede den lidt over 3, og nu var jeg pÃ¥ vej ud for at møde hende. Enterprise 4 skulle lande kl. 17.05, sÃ¥ jeg havde rigelig tid. Hun skulle jo ogsÃ¥ gennem tolden.
     SÃ¥ mens Anita fik sine kufferter gennemlyst, traskede jeg hen til den udgang, hvor vi jordbundne ventede. Jeg stillede mit kamera op, sÃ¥ jeg kunne tage billeder af hende, mens hun gik imod mig -- jeg ville fÃ¥ øje pÃ¥ hende, længe før vi kunne høre hinanden, og hun vidste godt, jeg plejede at have kameraet med, sÃ¥ hun ville smile til mig hele vejen ned ad trappen. Som sædvanlig skete der ingenting da klokken blev 17.05, og som sædvanlig blev flokken af ventende urolig alligevel.
     SÃ¥ kom mængden endelig mod os. Jeg lod kameraet tage billeder automatisk hvert 5. sekund, mens jeg spejdede. NÃ¥r hun kom tættere pÃ¥, kunne jeg finindstille, men lige nu var det nok med kameraets standardindstilling. Ofte fik jeg smaddergode billeder ud af det, som blev taget, før jeg selv fik øje pÃ¥ hende.
     Og sÃ¥dan gik det ogsÃ¥ den dag. Senere viste det sig, at jeg havde taget 3 billeder af Anita og Xmtix, før jeg sÃ¥ hans blÃ¥grønne arm om hendes skuldre med mine egne øjne.


Historien er del af skriveøvelsen Første del.

Skabt: 9. februar, 2010 - Sidst ændret: 9. februar, 2010 - Kommentarer (0)