| « De onde kaptajner | Ankomst » |
Verdens sidste slumkvarter
Tags: Mine tekster Science fiction
Selvom man bor i et slumkvarter, kan man godt være stolt. Andersen var stolt over, at han i 52 år havde åbnet sin lille butik hver morgen til tiden. Og jo, det havde hørt til rutinen at ruske i jern-rørene foran vinduet, og på det sidste også checke overvågningsvideoen. Han kendte de fleste af nabo-drengene, kaldte dem ved navn, gav dem en håndfuld godter en gang imellem. Men selv de kunne jo blive fristet. Heldigvis var det ikke sket endnu.
Butikken var et familiefirma, og før Andersen selv havde overtaget driften, havde hans far åbnet forretningen hver morgen. Bag "Andersens Isenkram" lå et lille område, hvor varevognene kunne parkere, når de leverede varer. Her havde en ihærdig arkæolog en gang fundet huller efter stolper. Andersen kunne godt lide tanken om, at der altid havde været en lille butik her, måske 10 generationer tilbage.
Andersen hørte til i dette kvarter. Han handlede lokalt, kendte sin naboer, deltog i storebror-ordninger, og sang i kirken om søndagen. Han trak på skuldrene, når knægtene lovede ham tæv, og hvis hundene gøede af ham, fik de et ekstra klap på hovedet.
Men hvad var takken så! Familien Andersen havde altid hørt til her, havde altid prøvet at gøre det her kvarter til det bedst mulige. Og alligevel var han nu blevet opsagt. Borgmesteren havde opdaget, at verdens sidste slumkvarter var i hans by, og det skulle der gøres noget ved.
Overskrifterne havde hele ugen prøvet at råbe verden op, og de hjemløse og bz'erne var ved at få en vis medie-rutine. Himlen blev jævnligt krydset af nyheds-helikoptere, journalisterne boede på alle de nærmeste hoteller (udenfor "zonen" naturligvis") og de automatiske kameraer klikkede løs døgnet rundt. Og politiet havde opgivet at få orden i sagerne: om to dage ville det hele alligevel være overstået, de vakkelvorne huse ville være borte, menneskene ville på den ene eller den anden måde være placeret i nye hjem, og de nye boliger ville skyde op overalt.
Og selvom Andersen ikke kunne forhindre, at husene blev fjernet, kunne han måske hævne denne udåd. Han tænkte, at dem der havde gravet stolpe-hullerne i baggården, ville være stolte, hvis de vidste hvad han planlagde. For sidste gang gik han den korte rute fra sin butik til rådhuset.
Historien er del af skriveøvelsen Inspirationsøvelse #1.
Skabt: 8. februar, 2010 - Sidst ændret: 8. februar, 2010 - Kommentarer (0)