« Cirklen Helliconia, hele 3 gange »

Rum

Tags: Anmeldelse Bog Emma Donoghue William Shakespeare

Anmeldelse af Rum, af Emma Donoghue.

Skitse: Jeg er 5 år gammel. Min verden indeholder Klædeskab, Lampe, Himmel, Seng, Badekar, Vask osv. Så er der Mor, og så ham, Gamle Nick. Det, der er i Rum, er virkeligt, hunde er noget, der kun er på tv. Rum er et kvadrat, 11 fod på hver led. Dagen er travl. Om aftenen lægger jeg mig til at sove i Klædeskab.

Er det science fiction? Nix, men der er interessante ligheder. Rum er jo en verden, der skal beskrives for læserne, helst uden det bliver urealistisk eller kedeligt. Senere er det den virkelige verden, vi bliver præsenteret for, gennem fortællerens øjne. Jeg er vant til at kalde det trick for world building.

Temaer: Jack er jo bare 5, så han bliver nemt vred. Første kapitel (der er langt; bogen har 5 kapitler i alt, og det første spænder over 4 dage) er trist, fordi vi kan se de barrierer, han støder sig på, de mangler, Rum har. For os er det ikke normalt, at de aldrig kommer ud, eller at Gamle Nick nogle gange går i seng med mor. Vi lægger mærke til det, når mor lider under sine rådne tænder, eller når Jack er forbløffende dygtig til at læse og skrive. Lidt a la La vita è bella har vi her en forælder, der er fast besluttet på at lade et barn svæve i vidunderlig uvidenhed om situationen i sin helhed.

Bogen bliver lidt mere til at holde ud, da der går kuk i virkelighed/tv. Jeg tror, Jack er blevet for gammel til at snyde. Og selvom det er overvældende for ham, pludselig at få at vide, at verden er anderledes end han troede, så er det også håbefuldt. Og han kan ikke lade være med at spørge til den her nye ordning. "Er dét virkeligt? Hvad med det?"

Havet er virkeligt, husker jeg pludselig. I Udenfor er alt sammen virkeligt, alt hvad der er derude, for jeg så flyvemaskinen i det blå mellem skyerne. Mor og jeg kan ikke komme derud, fordi vi ikke kender den hemmelige kode, men alligevel er det vigtigt.

Verden ændrer sig endnu mere, da Mor begynder at planlægge en flugt. Her ville jeg faktisk kalde genren horror, og jeg er nødt til at springe nogle sider over. Spoiler: Flugten lykkes.

"Det må være den mest trættende uge i dit liv," siger hun og sætter sig ved siden af mig.
Jeg kigger på hende. "Hvorfor?"
"Jo, fordi alt er fremmed, fordi du er som en gæst fra en anden planet, er det ikke rigtigt?"
Jeg ryster på hovedet. "Vi er ikke gæster. Mor siger, vi skal blive her altid, indtil vi dør."
"Jeg mener nok ... en nyankommen."

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal kalde det, da knægten begynder at citere Shakespeare. Er det tegn på, at hans mor har opdraget ham godt?

I stedet for at tænke på aberne tænker jeg på alle børnene i verden, jeg tænker på, at de ikke er tv, men virkelige, at de spiser og sover og tisser og laver bæ ligesom mig. Hvis jeg havde noget skarpt og stak dem, ville de bløde, og hvis jeg kildrede dem, ville de grine. Jeg ville gerne møde dem, men det gør mig svimmel, at der er så mange, og at jeg kun er én.

Hvis der ikke skulle være nok til sf-fans endnu, så sammenligner Mor sig med en Stepford-hustru. -- Åh, hvor kan velmenende mennesker rode rundt i det! Det er fx ikke nemt at være bedstemor for sådan en lille størrelse.

Er det godt? Jeg åd hele bogen på 1 dag, (næsten) alle 340 sider. Selvom Jack jo nok ikke tænker, helt ligesom det bliver præsenteret, så er det tæt nok på til ikke at distrehere.

Skabt: 8. april, 2016 - Sidst ændret: 8. april, 2016 - Kommentarer (0)