Helliconia, hele 3 gange

Tags: Anmeldelse Biologi Bog Brian W. Aldiss Science fiction

Anmeldelse af Helliconia-trilogien, af Brian Aldiss.

Er det science fiction? Bind 1: Foregår på fremmed planet, rigeligt med videnskabelige detaljer, Yuli er nysgerrig og lærende. Jeps. Bind 2: Vi er stadig i samme sf-miljø, hvor man kan tale med de døde, så, jo. Bind 3: Hm. Den her gang er der langdistance-empati ...

Helliconia Spring

Skitse: Yuli på 9 år og hans far er på jagt med spyd. Den mægtige flok yelk, der krydser den frosne flod og efterlader lig i hobetal, virker lovende. (Detaljer om dyrene. Detaljer om phagorerne, der går blandt dyrene. Og se, herovre er der spor efter noget i retning af en istid, men det lægger Yuli og hans far slet ikke mærke til.) I stedet går det grueligt galt. Phagorerne fanger hans far, og Yuli vakler sydpå. I første omgang havner han i det store hulesystem Pannoval. (De 2 sole her hedder Batalix og Freyr. Guderne Akha/mørke/kulde og Wutra/lys/varme er i krig.) Han beslutter at blive præst og støder bl.a. på påstanden, at Wutra en dag vil varme verden op. Men præst var heller ikke det helt rigtige, og en lang flugt ender på den anden side af bjergene, hvor Yuli endelig kan slå sig ned i byen Oldorando og blive gammel, måske endda hele 25 år.

Temaer: Skitsen ovenfor handler om prologen, der tager de første 75 sider af de små 1200 sider fordelt på 3 bind.

Efter prologen kommer 15 kapitler af mere almindelig længde. Vi hører at Yuli fik et oldebarn, Lille Yuli. Lille Yuli ligger nu for døden, og hans barnebarn, Laintal Ay, ligger på gulvet og leger. Og så bruger vi 4 kapitler på at fortælle mere om de mellemliggende år. Herefter er et åbent spørgsmål: Hvem skal nu herske over byen?

Laintal Ay bliver spurgt, om han søger kundskab eller magt. I de kommende år, hvor stigende temperaturer (og at Freyr bliver større på himlen) ikke er den eneste forandring, får mange det spørgsmål. (Nogle opdager, at det også har været varmere i fortiden.) Menneskene forandrer sig, ligesom byen og landskabet gør. Byen har smedie, centralvarme, hundeavl, kalender osv. og får løbende mere og mere. Da Yuli begav sig sydpå, steg han i civilisation på bare 2 år, fordi han havnede et mere avanceret sted, nu stiger dette sted yderligere. Kvinder får mere lighed.

Menneskene her kan tale med de døde. Hm.

Store begivenheder falder sammen med ydre forhold, som en solformørkelse. Hm.

Over det hele svæver rumstationen Avernus, der sender data hjem til Jorden. Det er lidt deprimerende at blive mindet om, at planetens beboere ved så lidt. Det er også lidt deprimerende, at jordboerne følger begivenhederne så tæt, 1000 lysår borte og 1000 år efter det hele er overstået.

Er det godt? Jeg blev optaget. Hvad skal der nu ske med Laintal Ay? Og så skifter bogen til en anden tråd! Øv. Det var ellers svært at blive rigtig engageret overhovedet. Og et par detaljer i universet irriterer mig lidt. Men ellers er jeg stadig med på at læse alle 3 bind. Jeg er spændt på bind 2.

Helliconia Summer

Skitse: Der er stranden og bølgerne. Der er eksil-dronningen, MyrdemInggala, der bader. Der er det lig, der skyller i land. Dronningen ser en mulighed og sender liget ind i landet sammen med et vigtigt brev. Så beder hun til Akhanaba, og så er der ikke meget andet at gøre end at ligge søvnløs i paladset ved Gravabagalinien. -- Vi har marker her, og penge, tørke og krig. Liget rejser til Ottasol med sine 695.000 indbyggere for at blive dissekeret. Vi er i år 381 i den tidsregning, der blev startet i bind 1. Et digitalt ur er fremmed, men forståeligt. Måske kan det sælges til kongen, JandolAngonol, der shopper efter en ny brud og en alliance med Oldorando og Pannoval.

Temaer: Den unge konge (25 år) har et phagor-"kæledyr", kaldet Yuli. Han har også en religion med en slags pave (med centrum i Pannoval) og astronomer, der har svært ved at blive hørt.

Flashback til 1/2 år tidligere. Vi bruger det meste af bogen på at komme tilbage til "nutiden".

Jan har ydmygende tabt et slag, fordi fjenden havde forladere. I det storpolitiske spil er der brug for at forstærke alliancerne med et ægteskab, og Jans vilde søn duer ikke til det formål. Det er vigtigt at have alliancen på plads, om bare 83 år vil Helliconia være varmest.

Vi har en race, hvor tale = sang. Vi har magtfulde mænd, der råber hver anden sætning. Vi har menneskene på Avernus, der keder sig ihjel, og derfor holder lotteri om at tage ned til planeten, også selvom det er den visse død. Billy vinder og vil ned at sige hej til dronningen.

Nogle personer fra bind 1 kender man endnu til, men viden om dem bliver ligesom sproget og flora & fauna forvredet undervejs. I øvrigt er der en god andel af fremmede ord for dyr, planter osv., så man husker, at man er langt væk fra vores nutidige Jord.

Det er ikke kun på Avernus, de keder sig. Det er deprimerende at følge udviklingen, der prøver på at overhale den kommende vinter. Deprimerende at se alle de forfejlede tiltag. Livet er en ørkenvandring.

Er det godt? Det er svært at holde det ud fra hinanden, er bogen kedelig eller deprimerende? Jeg tror, det er det sidste. Og så synes jeg, der er lidt mere liv i det her bind. Det er måske lettere at forholde sig til dens mere moderne problemstillinger? Endnu en gang er jeg spændt på, hvor næste bind bringer mig hen.

Helliconia Winter

Skitse: Vi er flyttet fra Oldorando og Ottasol til et nordligere kontinent, Sibornal. Det bliver langsomt koldere, og man må snart skifte ridedyr fra hoxney til yelk. Der træffes sociologiske forberedelser: udgangsforbud om natten. 12-årige Luterin er endelig blevet rask og styrter over til sin forlovede, Insil. Da han kommer hjem om aftenen oplyser gaslamperne brevet fra far: Efter et maskebal med skuespil skal du springe soldat og lære noget om den verdslige verden.

Temaer: Vi er et smut nede i nærheden af Oldorando igen, omend landet nu hedder Borldoran. Sibornal har en lille "koloni" hernede i form af landsbyen Isturiacha. 1 år er gået, og Luterin er med i sit første slag. I princippet vinder hans side, men landsbyen bliver alligevel opgivet. Soldaterne har bl.a. pistoler med 2 skud, og hæren har god taktik og strategi. Og så tager alle hjem til Sibornal igen.

Bind 2 foregik for 478 år siden. Der er stadig nogen, der kan huske JandolAngonol. Racismen er stadig utålelig. Avernus har det rigtig skidt.

Der er trykkerier og dampmotorer, og hurtig kommunikation via semafor. Udgangsforbuddet bliver hurtigt suppleret med andre love, der alle indskrænker folks frihed. Sibornal har generelt et teknologisk højt niveau, så vi skyder endnu en gang geografisk genvej ved at studere dem. Desuden har de her rester af noget endnu mere indviklet, som man ikke kender alderen på mere.

Så tager vi et kæmpe flashback. Jordens historie fra nutiden op til Helliconia-på-tv-tiden. Det har bl.a. været atomvinter, så temperaturen har hoppet op og ned her også. Ud af det kommer en bedre menneskehed, der er rigtig skrap til empati. Geonauter (hvide polyhedrer) er en anden ny udvikling.

Luterin prøver bare på at blive voksen. Han har svært ved at tro på, at en sejrende hær ikke bliver modtaget godt. Svært ved at tro på, at hans mor ikke er vild med idéen om, at forlovelsen skal hæves. Han er vist lidt naiv endnu.

Så er der det store hjul. Sært! Måske en passende afslutning på en historie, der også har hemmelige identiteter og en farverig flugt.

Er det godt? Bind 3 gik hurtigere end bind 2. Alligevel er det med en vis lettelse, jeg kan lægge den her på hylden, uden planer om nogensinde at tage den ned igen. Krydse af på listen, at så er endnu en klassisker på plads.

Note: Der findes en del samtidige anmeldelser online. Kirkus Reviews anmelder kortfattet Spring, Summer og Winter. Christian Science Monitor anmelder Spring. The New York Times anmelder Spring + Summer og Winter.

Der er en ret fyldig artikel på Wikipedia. Der er en liste over, hvilke troper trilogien bruger på TV Tropes. Ordene er ganske få, men til gengæld ret sikre i tonen på Science Fiction Encyclopedia.

Skabt: 2. maj, 2016 - Sidst ændret: 2. maj, 2016 - Kommentarer (0)