Lige børn leger bedst

Tags: Anmeldelse Bog Orson Scott Card Science fiction Vold

Anmeldelse af Ender's strategi af Orson Scott Card, snart aktuel i læseklubben Azur.

Skitse: Måske har vi fundet den rette? Behovet for at redde verden (der fornylig var i krig med summerne) er nemlig stort. I mellemtiden er den største bekymring for 6-årige Ender, om han snart slipper for sin monitor: en dims i nakken, der transmitterer det vigtigste der foregår i hans hjerne videre, så andre kan få indblik i det. Hans næststørste bekymring er hvordan han skal håndtere, at han bliver drillet, fordi han er en Tredje. Da drillerierne bliver for voldsomme, slår han igen.

Er det science fiction? Foreløbig har vi en fiktiv krig med befolkningen af en anden planet, og en dims kaldet en monitor. Dette, og hvad der gror ud af disse startsteder, er alt sammen solidt indenfor SF's rammer.

Temaer: Forholdet mellem barn nr. 1, Peter, nr. 2, Valentine, og nr. 3, Ender, er ikke lutter lagkage. Faktisk påstår Peter, at han hader Ender. Men det må også være svært: Ender blev kun født, fordi både Peter og Valentine ikke var "smarte nok", efter en eller anden skala. Og i en verden, hvor hver familie kun må få to børn, er det skamfuldt nok bare at være et Tredje barn. Spørgsmålet er så, om Ender kan bestå prøven: er han mindre hård negl end sin bror, og mindre blødsøden end sin søster?

Den rette er fundet, nemlig Ender. Hvis han i øvrigt selv vil (og surprise, han siger ja), kan han blive officer i IF, den Internationale Flåde. Og ikke bare officer: måske den næste øverstkommanderende for hele flåden. Ender er i sandhed noget særligt. Men i første omgang kommer han fra asken i ilden: alt hvad han gør de næste mange år bliver overvåget og bedømt -- han er oppe til én lang eksamen. Faktisk er Ender så meget noget særligt, at hele skolen bliver sat på den anden ende, bare for at Ender kan få den bedst mulige skolegang.

I Ender's nye skole er al fokus på kamp. Fysisk kamp (beskrevet i detaljer, slag for slag og blodsdråbe for blodsdråbe), simuleret kamp, ja, selv den kamp der foregår med lærerne, der presser og manipulerer hele tiden. Samtidig er der fokus på at kunne samarbejde og lede, og på at den gode leder er ensom. Og der er ingen pardon, bare fordi eleverne er børn. Så midt i det hele er det jo lidt et problem, at Ender er imod vold, også i selvforsvar.

Bogen indeholder en velsignelse af IT, man faktisk kan forstå! Fx er det lige til at spise, at man kan udgive sig for at være "Bernard" ved at oprette sig som en bruger, der hedder "Bernard " (læg mærke til mellemrummet sidst i navnet).

Jeg kender og elsker Songmaster, og lægger derfor også mærke til parallellerne: barne-talentet, der bliver behandlet hårdt i skolen for virkelig at blomstre; samme barn, der derfor bliver ensom og skjuler sine følelser, helt frem til billedet af at drukne i stigende vand.

Oversættelsen er i det store og hele god. Men der er smuttere. Fx, hvad betyder dette?

Jordskredene begyndte. I begyndelsen overraskede det ham hver gang, at han blev tværet ud til en klat blod og knuste knogler, der sivede ud under en bunke klipper. Men nu havde han lært at løbe så højt op ad skråningerne, at han undgik de nedstyrtende sten. (s. 69)

Måske subtilt. Men jeg mistænker det første "at" bør erstattes med et "når".

Er det godt? Bogen glider nemt ned -- jeg læste den på 5 dage tror jeg, og det er hurtigt for mig. Jeg var på vagt overfor, om bogen i sidste ende forsvarede vold eller ej. Ender bliver aldrig en voldsmand, og har det altid dårligt med de slag, han alligevel vinder. Så han er jo på englenes side. Det er lærerne på den anden side ikke, og selv da de bliver retsforfulgt for trods alt at have brugt for strenge metoder, slipper de billigt. Så. Jeg ved ikke rigtigt. Kan vold forsvares, ja eller nej? Og hvis svaret er nej, hvorfor skal vi så proppes med voldsscener? Hm.

Skabt: 31. juli, 2009 - Sidst ændret: 27. maj, 2012 - Kommentarer (2)